Del af forsiden på første udgave af Copenhagen Prides magasin HeartCore. Del af forsiden på første udgave af Copenhagen Prides magasin HeartCore.

Smugkig: Copenhagen Prides magasin snart på gaden

Af Brian Kjær Capkan / Nyheder / 31/07/2020
MEDIER – Næste uge udkommer Copenhagen Prides nye magasin i regnbuemiljøet. ComingOut har smugkigget.
 
Copenhagen Prides nye magasin har fået navnet HeartCore – The Official Copenhagen Pride Magazine. Det udkommer første gang i næste uge, og derefter hver tredje måned.
 
En flot gennemarbejdet forside med et billede af den polske aktivist Valentine Tanz, og regnbuefarverne brugt i overskriften NON-BINARY TRANSFEMME WITCH er første indtryk, og så er temaet ligesom slået an. HeartCore vil visuelt hurtigt blive afkodet af målgruppen, når magasinet ligger på regnbuemiljøets barer, natklubber og organisationer med mere.
Den første udgave har temaet Solidarity, og i november følger næste udgave med temaet Family.
 
HeartCore er på 88 sider, og indholdet er på engelsk, men en komplet dansk udgave findes online.
 
 
Med årets udgave af Copenhagen Pride lige om hjørnet er indholdet naturligvis præget af dette. Pridens fulde program fylder en del, og artiklerne lægger sig i flere tilfælde op ad den kommende pride.
Vi kan læse hvorfor firmaer som Coca Cola, TDC og 7-eleven er sponsorer for Copenhagen Pride, og hvordan forperson Lars Henriksen har oplevet coronakrisens indflydelse på planlægningen af åres pride. Forpersonen optræder i øvrigt på hele fire fotos i HeartCore, så man er ikke i tvivl om, at afsenderen er Copenhagen Pride.
Derudover kan du læser om det at være LGBTQ+asylansøger i Danmark, sex og samtykke og queer-miljøet i Danmark set med en amerikansk aktivists øjne, interviewet med polske Valentine Tanz med mere.
 
Hvem skulle det ellers være?
Efter at det ledelsesmæssige og økonomiske kollaps hos Out & Abouts ejere i Rainbow Business Denmark førte til lukningen af Out & About i papirudgave, foregik der forskellige sonderinger mellem dele af barmiljøet og en række af regnbuemiljøets organisationer. Kunne man finde en model for enten relancering af Out & About eller et helt nyt magasin? Ideen løb ud i sandet, før den blev konkret, men Copenhagen Pride har med HeartCore grebet initiativet, og med tanke på de organisatoriske og økonomiske muskler, som Copenhagen Pride efterhånden viser, er spørgsmålet også, om der reelt set er andre af miljøets organisationer, som kunne løfte opgaven?
HeartCore er med til at styrke Copenhagen Prides rolle som regnbuemiljøets – måske ikke største – men i hvert fald mest aktive og ikke mindst synlige aktivistiske organisation.
 
Hvorfor lige ’HeartCore’?
Christian Vincent Jung er udover kommunikationschef i Copenhagen Pride også chefredaktør på HeartCore. Tidligere på året fortalte han om navnevalget, at Heart – hjerte – lægger sig op ad Copenhagen Prides brug af et regnbuefarvet hjerte, og samtidig vil indholdet af magasinet ramme kernen af Copenhagen Prides værdier. Deraf HeartCore, som naturligvis er et ordspil på Hardcore, som mange nok skal få fornøjelse af.
 
HeartCore distribueres i næste uge i regnbuemiljøets barer, klubber og organisationer. 
 
Forsiden på første udgave af Copenhagen Prides magasin HeartCore.

Please publish modules in offcanvas position.