Troen og ingen Foto: Montgomery.

Troen og ingen

Af Knud Overgaard Pedersen / Underholdning - vi anbefaler / 10/11/2019

Endelig. Endelig. Endelig får Svalegangens Troen og ingen københavnerpremiere. Da den spillede i Aarhus, var jeg flere gange ved at pakke kufferten, så det var med store forventninger, og tasken fuld af kleenex, at jeg gik i Folketeatret i onsdags.

Det kan ske på et splitsekund. Gulvtæppet rives væk. Tilværelsen ramler ned om ørerne. Og man efterlades i sine følelsers vold af kaos og tomhed. Det skete for musikeren Søren Huss i 2007, da hans kæreste blev dræbt i en forfærdelig højresvingsulykke, og hans toårige datter kun med nød og næppe overlevede.

Troen og ingen hjalp ham tilbage til livet. Sorgfulde, smukke tekster til fantastisk musik, der i instruktøren Per Smedegaards sceniske fortolkning bliver til en gribende fortælling om en mands, en brors og en venindes kamp for at finde tilbage til hverdagen efter at have mistet en hjertenskær.

Fra salen ser man direkte ind i en mur. En sort mur af sorg, der bogstavelig talt vælter ned over scenen og smukt viser de efterladtes mentale kaos. En vild kulisse for den følelsestætte rockodyssé, hvor Albert Stein Ankerstjerne spiller ægtemanden, der forsvinder ind i den dybe sorg. Ashok Pramanik og Anna Ur Konoy spiller broderen og veninden, der vedholdende kæmper for at hjælpe ham videre. De synger alle med en rørende indlevelse. Bandet spiller fremragende, mens Anders Kjems’ fabelagtige lysdesign smukt pakker forestillingen ind som en æstetisk rockkoncert.

Nogle scener bliver næsten for svære at bære, hvis det ikke var for den forløsende latter, som Jullie Hjetlands øretæveindbydende telefonsælger udløser. To små groteske scener, der et kort øjeblik får os til at trække vejret, så vi igen kan rumme den overvældende smerte. Det er også hendes vidunderlige, nærmest overjordiske stemme, der leverer forestillingens voldsomme crescendo i den gribende fortolkning af “Et hav af udstrakte hænder”:

“Med alle drømme bristet
Uden tro, uden håb
Med hjertet der skriger
Jeg kan ikke mer'
Jeg tror jeg bliver liggende her”

Troen og ingen varer en plades tid. Man kan heller ikke holde til mere. Teksternes mørke poesi går helt tæt på sorgen, så man nærmest mærker en fysisk lettelse, da lyset anes, og håbets kim spirer frem af den sorte muld. Det er fremragende scenekunst, der griber én i en skruestik af smerte og alligevel sender dig ud af teatret med en håbefuld og livsbekræftende forløsning.

Troen og ingen, Teatret Svalegangen på Hippodromen, Folketeatret til 17. november 2019.

Idé og instruktion: Per Smedegaard. Musik/tekst: Søren Huss. Medvirkende: Jullie Hjetland, Anna Ur Konoy, Ashok Pramanik og Albert Stein Ankerstjerne. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Tekst: Jeanette Munzert. Kapelmester: Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman. Musikere: Niels Søren Hansen/Søren Graversen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde, Benedicte Borum Poulsen. Videodesign: Jens Mønsted. Foto: Montgomery.


Anmeldelsen er skrevet af Knud Overgaard Pedersen, der er teateranmelder og kulturblogger på Facebookbloggen KOP kultur.
Han har en særlig kærlighed til skuespillet, men holder også meget af musical, performance og moderne dans. Er exam.art. i dramaturgi og til dagligt ansat på Nationalmuseet, så der er dømt kultur fra morgen til aften hele året rundt.

Tags

Leave a comment

Please publish modules in offcanvas position.