Folkekongen - verden efter valget af Trump Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Folkekongen - verden efter valget af Trump

Af Tonny & Claus Bønløkke Hertz / Underholdning - vi anbefaler / 22/11/2019

Under overskriften ”sproglig vanvidsrejse ind i sindet og ud i verden efter valget af Donald Trump” sælger de forestillingen Folkekongen på Husets Teater. Og vi kan garantere, at det er den vare man får. De tre medvirkende taler i et væk fra start til tæppefald 1 time og 45 minutter senere.

Det er en hvirvelstrøm af ord. Sætninger og dialoger. Så mange ord, at det kan være svært at følge med. Men det gør ikke noget. Man bliver nemlig på en eller anden særlig måde draget ind i et univers af ord og ordlege, der får os helt ind under huden på den amerikanske vælger, og samtidig har verdensblikket på, hvad valget af Trump har gjort ved verden. En verden i frit fald? Eller en verden af vanvid og forråelse. En verden, hvor retorikken er blevet voldsommere og en verden, hvor volden er i stigning.
 
Det er en yderst velspillet forestilling, hvor hele salen bliver udnyttet. Skuespillerne sidder, går og kravler rundt blandt publikum. Det er stærkt. Hæsblæsende. Et stykke fyldt med små virkningsfulde effekter. Og den pæne teatersal man kommer ind i, bliver langsomt forvandlet til et svineri af den anden verden. En bekræftelse på en verden i forfald.
Det er klart en forestilling, der skal sluges og bearbejdes. Var den for lang? Var der måske lidt for mange ord? Og ja til begge dele, men man sidder alligevel her dagen derpå og tænker; Hmm interessant. Og ja den har givet stof til eftertanke og vi lander på fire flotte regnbueflag.

Folkekongen spiller på Husets Teater frem til 7. december.

Medvirkende: Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen. Instruktion og scenografi: Liv Helm og Baboo Liao. 

Tags

Leave a comment

Please publish modules in offcanvas position.