Copenhagen Prides nyvalgte bestyrelse: Fra venstre Charlotte Simonsen (nyvalgt, har tidligere siddet i bestyrelsen), kasserer Benny Møller (ikke på valg), 2. suppleant Brian Imaldris (genvalgt), næstforperson Ane Rindom (ikke på valg), forperson Lars Henriksen (genvalgt), Benjamin Hansen (nyvalgt), 1. suppleant Caroline Larsen (nyvalgt), Lai Christian Balsig (genvalgt) og Ida Damgaard (ikke på valg). Copenhagen Prides nyvalgte bestyrelse: Fra venstre Charlotte Simonsen (nyvalgt, har tidligere siddet i bestyrelsen), kasserer Benny Møller (ikke på valg), 2. suppleant Brian Imaldris (genvalgt), næstforperson Ane Rindom (ikke på valg), forperson Lars Henriksen (genvalgt), Benjamin Hansen (nyvalgt), 1. suppleant Caroline Larsen (nyvalgt), Lai Christian Balsig (genvalgt) og Ida Damgaard (ikke på valg). Foto: Brian Kjær Capkan / ComingOut.

Copenhagen Pride med imponerende regnskab

Af Brian Kjær Capkan / Nyheder / 19/11/2019

Mandagens generalforsamling i Copenhagen Pride viste et kæmpe overskud, som polstrer foreningen frem mod 2021. Forperson Lars Henriksen fik testet sit mandat.

Omkring 40 fremmødte medlemmer af Copenhagen Pride kunne mandag aften lade sig underholde af forperson Lars Henriksens timelange beretning, over foreningens aktiviteter i året der er gået. Copenhagen Pride har afholdt Winter Pride, støttet den første pride i Lahore i Pakistan, deltaget på Folkemødet, Thessaloniki Pride, og så videre og videre… for at nævne nogle få aktiviteter. Men kirsebærret på toppen af kransekagen, Copenhagen Pride Week, hvor om alt alligevel drejer, er og bliver den største post. Både som aktivitet, men også som udgiftspost i regnskabet.
Hele 3.749.528 kr. kostede det at afholde Copenhagen Pride i år. Det var faktisk 1.300.000 mere end budgetteret, men når man hiver 1.065.000 kr. mere hjem i sponsorater end forventet, og modtager 529.000 kr. mere i støtte end forventet, og man samtidig sælger merchandise for lidt over en million, så kan man godt flotte sig lidt.

Så hvor budgettet for 2018/2019 viste forventningerne om et overskud på pæne 100.000 kr., så landede man et imponerende plus på 860.465 kr. Det sender egenkapitalen op på 1.644.392 kr., og banksaldoen op på 2.128.040 kr.

Forventningerne til næste år er beskedne: 200.880 kr. i overskud forventer man, og bag de tal gemmer sig en forventning om et endnu større sponsorsalg, så man når op på 3.850.000 kr. Det er knap 1.150.000 kr. mere end i 2018-2019, men lykkedes det, så bekræfter det tendensen: Copenhagen Pride suger sponsoraterne til sig.

Måske det er værd at nævne, at de mange millioner, som Københavns Kommune har bevilget til Copenhagen 2021 – altså WorldPride og EuroGames i 2021 - IKKE er en del af dette regnskab. De ender i kassen hos Happy Copenhagen, som har ansvaret for megaeventet, og som eges af Copenhagen Pride og Pan Idræt. Ved at lave et selvstændigt selskab til dette, er de to foreninger beskyttede, hvis Copenhagen 2021 bliver en økonomisk katastrofe.
 
Omorganisering godt på vej
Som organisation er Copenhagen Pride vokset støt de sidste år. Flere end 350 frivillige har det sidste års tid hjulpet til, og de fik en særlig og meget varm hilsen fra Lars Henriksen. Uden dem – ingen fest. Organisationen er ved at tilpasse sig en større virkelighed, og det betyder blandt andet, at bestyrelsen ikke skal sidde og fedte med detaljer, men fokusere på de overordnede strategier. Det hedder vist at sidde i helikopteren på nudansk managementsprog.
I praktisk betyder det, at et bestyrelsesmedlem ikke kan have ansvaret for et af de 12 definerede områder. Det kan for eksempel være Annemette Vedel Augustesen, som mandag sagde farvel til sin bestyrelsespost for i stedet at blive ansvarlige for alle frivillige i Copenhagen Pride. Eller Tonny Liljenberg, som også trak sig, for at blive ansvarlig for Pride Weeks sceneshows. Omorganiseringen skal være fuldt ud implementeret inden næste generalforsamling.

Forperson Lars Henriksen var på valg, men ingen havde åbenbart ambitioner om at vælte ham af pinden, og uden modkandidater blev han valgt for endnu en to-årig periode.
Efter aftenens valg ser bestyrelsen således ud:
Forperson Lars Henriksen (genvalgt), næstforperson Ane Rindom (ikke på valg), kasserer Benny Møller (ikke på valg), Ida Damgaard (ikke på valg), Lai Christian Balsig (genvalgt), Benjamin Hansen (nyvalgt), Charlotte Simonsen (nyvalgt, har tidligere siddet i bestyrelsen). 1. suppleant Caroline Larsen (nyvalgt), 2. suppleant Brian Imaldris (genvalgt).

Please publish modules in offcanvas position.