Solformørkelse Foto: Emilia Therese.

Solformørkelse

Af Knud Overgaard Pedersen / Underholdning - vi anbefaler / Thursday, 07 November 2019 12:34

En efterårsaften i 2017 var jeg til “Det Kolde Bord” på Betty Nansen Teatret. Ikke noget med øl, snaps og smørrebrød. Men fire små smagsprøver på, hvad skuespil kan på to dage med en dramatiker, en instruktør, et hold skuespillere og et benspænd. Særligt Aleksa Okanovics havde skrevet en lille lækkerbisken af en historie, som jeg virkelig havde lyst til at se som en rigtig forestilling. I salen sad også Per Scheel-Krüger fra Teater Grob. Han havde åbenbart samme lyst. I hvert fald var der premiere i fredags på Solformørkelse, som har fået lov til at folde sig ud til et helstøbt familiedrama.

Mia og Henrik vil gerne have et barn. Det er ikke helt nemt, så i fire år har de været i fertilitetsbehandling. Og den dag, hvor de skal fejre Mias 35-års fødselsdag, har de lige fået at vide, at barnet i hendes mave er dødt. Hjemme kommer Mias mor og mormor til solformørkelse, lagkage og en meget trykket stemning. Det er anslaget til det lille tætte kammerspil om tre generationer af kvinder. Om børn og barnløshed. Og om de oprør hver generation gør mod dét, de kommer af.

Ulla Henningsen er den bramfrie og tørstige mormor. Rundet af 60’ernes hippiekollektiver og seksuelle frisind. Anette Støvelbæk er moderen. Den kropsforskrækkede karrierekvinde, der har svært ved berøring og altid kommer løbende ind i børnehaven fem minutter i lukketid. Stine Gyldenkerne er Mia, hvis biologiske ur tikker højere og højere, så hun næsten har glemt alt andet, end dét at ville være mor. Og midt i det hele står Morten Brovn, der spiller Henrik. En moderne mand med dårlig sædkvalitet, der kan lave lagkage og ved alt om astronomi.

Det bliver en aften, hvor skeletterne vælter ud af skabene. Hvor sandheder smides på bordet, og hvor generationer stilles til ansvar, og afkræves forståelse og soning for de svigt deres børn har oplevet. Tabuer og hemmeligheder står i kø, og selvom det hele kører i ring, så bæres stykket fornemt af fire fremragende skuespillere. Særligt Ulla Henningsen gør indtryk med mormorerens erkendelse af sin generations overgreb på deres børn i takt med, at rødvinen overtager kontrollen. Og Morten Brovn, der som den akavede astrologinørd bliver repræsentant for alle de mænd, der er blevet kastreret af deres kvinder igennem tiderne.

Solformørkelse er morsom og barsk underholdning. Et kontant billede af generationers selvoptagethed i deres trang til at leve op til tidens normer. Man undrer sig over, at der bliver født så mange børn, når de i virkeligheden bare er i vejen for forældrenes selvrealisering. Mens verden til gengæld bryder sammen, hvis man ikke kan få nogen.

Teater Grob til 30. november 2019.

Manuskript: Aleksa Okanovic. Instruktion: Camille Sieling Langdal. Medvirkende: Ulla Henningsen, Anette Støvelbæk, Morten Brovn og Stine Gyldenkerne. Scenografi: Franciska Zahle. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Ingvild Skandsen. Dramaturg: Jesper Pedersen. Foto: Emilia Therese.


Anmeldelsen er skrevet af Knud Overgaard Pedersen, der er teateranmelder og kulturblogger på Facebookbloggen KOP kultur.
Han har en særlig kærlighed til skuespillet, men holder også meget af musical, performance og moderne dans. Er exam.art. i dramaturgi og til dagligt ansat på Nationalmuseet, så der er dømt kultur fra morgen til aften hele året rundt.

Tags

Leave a comment

Please publish modules in offcanvas position.