Ella Costello. Ella Costello. Foto: Privat.

Fri mig for mærkaterne

Af Ella Costello / Gå ikke glip af / Wednesday, 06 November 2019 10:49

OPINION: Hjælper de mange mærkater os på vej, når vi forsøger at finde ud af, hvem vi er?

Mange mennesker har nu om dage svært ved at sætte ord på deres seksualitet og kønsidentitet, og vi søger ofte til mærkater, der kan hjælpe os på vej.

Jeg har længe haft svært ved at definere mig selv, og jeg må indrømme, at for mig bliver det for indviklet, hvis jeg skal identificere mig på baggrund af de mange farverige identiteter i LGBTQIA+miljøet. Så ser jeg sådan her ud:

Jeg er en homoromantisk homoseksuel med heteroseksuelle tendenser, en demiseksuel med ikke så demiseskuelle tendenser og en ciskønnet kvinde der ofte er i tvivl om min kønsidentitet.

Når jeg prøver at forklare mine medmennesker, at jeg blot ønsker at defineres som “åben” bliver jeg mødt med “er du ikke biseksuel så?”, og når jeg derfor finder det nemmere at definere mig selv som homoseksuel, bliver jeg mødt med “men du har jo også været tiltrukket af mænd?”

Jeg har også følt mig tiltrukket af nonbinære mennesker, men er jeg så panseksuel?

Det er som om seksuel identitet er blevet et ultimatum. Enten er du det ene, eller også er du det andet. Men hvad med os der ikke kan finde os selv på dette spektrum?

Jeg sætter pris på mærkaterne, fordi de viste mig, at der var andet end hetero- og homoseksuel, men nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg ikke finde hoved og hale i det.

For dem der elsker mærkaterne, skal det siges, at jeg intet ondt mener. Jeg tror blot, at den eneste måde vi rigtigt kan få alle til at føle sig tilpas i deres seksualitet og kønsidentitet er, hvis vi fjerner ALLE mærkaterne, og lader folk gøre, hvad de ønsker, og lader dem følge deres følelser.


Du kan også præge debatten med et OPINIONs indlæg på ComingOut. Læs mere her.

Tags

Please publish modules in offcanvas position.