Jordens Indre Foto: Thomas Petri.

Jordens Indre

Af Knud Overgaard Pedersen / Underholdning - vi anbefaler / Monday, 21 October 2019 18:40

Det er et ualmindeligt fint lille drama, som Simone Isabel Nørgaard har skrevet om seismologen Inge Lehmann. Én af dansk forsknings helt store internationale stjerner. Og alligevel tænker de fleste ”hvem?” når hendes navn nævnes.

Inge Lehmann blev født i 1888 og voksede op i en for tiden meget moderne akademisk familie. Hendes far var professor i psykologi, og døtrene gik i en skole, hvor piger og drenge blev undervist i samme fag. Drengene lærte husgerning, og pigerne spillede fodbold. Samme ligestilling skulle vise sig at blive meget svær at opnå i uddannelse og arbejdsliv for den unge ambitiøse og meget intelligente kvinde.

Universitetet havde et stift patriarkalsk hierarki, hvor kvindelige studerende ikke kunne deltage i forelæsninger. Og en forskerkarriere i matematik var helt udelukket. Det blev nogle ensomme og hårde år på studiet, og endte da også med stress og et regulært sammenbrud. Så hun var heldig, da hun fik en administrativ stilling på Geodætisk Institut og mulighed for at forske i fritiden. Gennembruddet kom i 1936, da hun udgav en artikel med teorien om, at jorden har en fast kerne. Teorien blev endelig bekræftet med computerberegninger i 1977.

Forskere i Danmark havde ikke meget til overs for hendes opdagelse, så det var først da hun blev headhuntet til USA for at lave seismografisk forskning i Sovjetunionens atomprøvesprængninger, at hendes karriere for alvor tog fart. Her fik hun den anerkendelse, hæder og finansiering som det videnskabelige miljø i Danmark ikke undte hende.

Det er en fascinerende personlig fortælling og et hemmeligt kapitel i danmarkshistorien, som vi bliver præsenteret for i Jordens Indre. Hovedrollen er et glædeligt gensyn med Iben Hjejle. Med naturlig og selvsikker autoritet portrætteres Inge Lehmann, som en ærekær, ambitiøs og kompromisløs kvinde, der under overfladen kæmper med ensomhed og et skrøbeligt sind. En interessant og rørende karakter, der bliver menneskelig, da forelskelse lokker ungpigegløden frem i hendes kinder.

Jesper Lohmann overgår sig selv med et smukt og fornemt underspillet portræt af forskeren Niels Bohr. Laura Bro er forrygende som søsteren Harriet Lehmann. Syrligt sjov og teatralsk birolleskuespillerinde. Troels Malling er uimodståeligt charmerende som videnskabsmanden Harold Jeffreys, der er Inge Lehmanns engelske kollega og uforløste kærlighed. Og endelig er Roberta Hilarius Reichhardt perfekt som stuepigen Esther. Nysgerrig og med ben i næsen smadrer hun familiens fine porcelæn, mens Inge Lehmann genkender sig selv og opfordrer hende til at finde sit sande kald.

Jordens Indre er en fascinerende historie om en usædvanlig kvinde. Om kampen for anerkendelse. Om kvinders lige ret. Og om kompliceret videnskab, der forklares så indlysende enkelt, at alle i salen kan følge med. Iben Hjejle er forestillingens lysende midtpunkt, og ved de mange fremkaldelser står det klart, hvor savnet hun har været på de danske teaterscener. Må vi meget snart få fornøjelsen igen.

Jordens Indre på Folketeatret og turné i hele landet.

Instruktion: Geir Sveaass. Medvirkende: Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Troels Malling og Roberta Hilarius Reichhardt. Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard. Scenografi: Rebekka Bentzen. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz. Dramaturgi: Geir Sveaass og Ninette Mulvad. Lyddesign: Steen Larsen. Lysdesign: Lars Schou. Foto: Thomas Petri.


Anmeldelsen er skrevet af Knud Overgaard Pedersen, der er teateranmelder og kulturblogger på Facebookbloggen KOP kultur.
Han har en særlig kærlighed til skuespillet, men holder også meget af musical, performance og moderne dans. Er exam.art. i dramaturgi og til dagligt ansat på Nationalmuseet, så der er dømt kultur fra morgen til aften hele året rundt.

Tags

Leave a comment

Please publish modules in offcanvas position.