En skærsommernatsdrøm Foto: Emilia Therese.

En skærsommernatsdrøm

Af Knud Overgaard Pedersen / Underholdning - vi anbefaler / Monday, 14 October 2019 15:41

Få har i de senere år flettet fingre med Shakespeare som Elisa Kragerup for at gøre hans enestående tekster relevante for et moderne publikum.

Elisa Kragerup har givet krop og mening til ’Sonetter’ i Det Røde Rum, som jeg med stor fornøjelse så tre gange. Fortolket ’Othello’ som en mørk kvinde, og forført et meget stort og begejstret publikum med ’Romeo og Julie’, som jeg nærmet blev afhængig af og måtte se hele seks gange.

Nu sparker hun ’En skærsommernatsdrøm’ godt og grundigt op i nutiden, som et billede på kærlighedens trange kår i selfiegenerationens narcissistiske selviscenesættelse. Shakespeares romantiske komedie, hvor alfen Puk driver gæk med fire unges forvirrende forelskelser i en magisk skov udenfor Athen. På Betty Nansen Teatret er skoven blevet et abstrakt lounge- eller lobbyunivers i Steffen Aarfings fremragende og sansemættede scenografi og Christian Alkjærs eminente lysdesign, hvor komedien bliver et syret drømmespil af SoMe, #metoo og selfflirtende instaopdateringer.

Komedien er suppleret med idéer fra Det Røde Rum-forestillingen ’Metamorfoser’ til Tinanias æseleventyr. Og en helt forrygende morsom gendigtning af Shakespeares tre håndværkere i Line Knutzons fantastiske og krøllede replikker. De spilles mesterligt af Peter Plaugborg, Mikkel Arndt og Niels Ellegaard, så publikum vrider sig i stolene af grin. En skarp satirisk kommentar til tidens politiske korrekthed og opslidende krænkelseskultur.

Det er i det hele taget et fabelagtigt hold, der er sat på scenen. Maria Rossing er skræmmende god som Hippolyta og Titania under kæmpekjolernes mange lag. Simon Bennebjerg er forrygende som den selvglade Lysander. Emma Sehested Høeg forkæler os med sødme, temperament og sin smukke stemme. Mens Magnus Christensen sætter galskaben fri i de mest fantasifulde gakkede gangarter. Og Martine Emilie Barrett Levinsen er rørende i sin insisterende og selvudslettende jagt på kærlighed.

Forestillingens store stjerne er den på alle måder formidable Peter Plaugborg. Forrygende morsom, og med teatrets mest imponerende kropssprog og -kontrol, mestrer han både overspil og underspil i fornem harmoni med den smukkeste poesi.

’En skærsommernatsdrøm’ er et genialt overflødighedshorn af kunstnerisk overskud. Endnu en trumf på Elisa Kragerups imponerende cv og en fed streg under Betty Nansen Teatrets position og tradition for nyskabende og spektakulær kunst af internationalt format. Som afrunding på forestillingens boblende crazyness sendes vi hjem med et fornemt og stille øjeblik af ren kærlighed og shakespearian poetry. Tak!

Betty Nansen Teatret til 9. november.

Instruktion: Elisa Kragerup. Medvirkende: Maria Rossing, Peter Plaugborg, Niels Ellegaard, Simon Bennebjerg, Mikkel Arndt, Xenia Noetzelmann, Martine Emilie Barrett Levinsen, Emma Sehested Høeg og Magnus Christensen. Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Med omskrevne scener af Line Knutzon. Bearbejdelse: Elisa Kragerup og Solveig Gade. Dramaturg: Solveig Gade. Scenografi: Steffen Aarfing. Koreografi: Signe Fabricius. Lysdesign: Christian Alkjær. Foto: Emilia Therese.


Anmeldelsen er skrevet af Knud Overgaard Pedersen, der er teateranmelder og kulturblogger på Facebookbloggen KOP kultur.
Han har en særlig kærlighed til skuespillet, men holder også meget af musical, performance og moderne dans. Er exam.art. i dramaturgi og til dagligt ansat på Nationalmuseet, så der er dømt kultur fra morgen til aften hele året rundt.

Tags

Leave a comment

Please publish modules in offcanvas position.