Aktivist fra Sabaah ved Copenhagen Pride 2017. Aktivist fra Sabaah ved Copenhagen Pride 2017. Foto: Pilu Ottosen / ComingOut.

Kampen for LGBTI-personers rettigheder viser, at alt er muligt

K2_WRITER_BY Sophie Jo Rytter, redaktør, Verdens Bedste Nyheder / Opinion / Onsdag, 12 Februar 2020 10:38

ANALYSE To skridt frem og ét tilbage. Sådan bølger kampen for at være den, man er, og elske den, man vil – uanset køn. Men historien viser, at også her vil kærligheden sejre. 

Kan du virkelig ændre verden? Det har mange engagerede borgere sikkert spurgt sig selv om, og et blik ud på verdens udfordringer og uretfærdigheder kan formentlig hurtigt afføde et nedslående svar.
Men kampen for LGBTI-personers rettigheder er et eksempel på, at verdens gang kan ændres af helt almindelige mennesker, der tager uretfærdighed personligt. Der er på få årtier sket enorme fremskridt – ofte fulgt af tilbageskridt andre steder.

Se blot på de markante LGBTI-sejre (og nederlag) det seneste år:
I maj 2019 blev Taiwan det første land i Asien, der tillader ægteskab mellem to af samme køn. Landets forfatningsdomstol havde afgjort, at et forbud mod homoægteskaber var forfatningsstridigt.
Også Ecuador og Nordirland tog sidste år skridtet til at legalisere homoægteskaber, og ser man mod det afrikanske kontinent, fjernede for eksempel både Botswana og Angola forbud mod homoseksualitet.
Men samtidig med fremskridt på lovgivningsområdet nogle steder gik det den forkerte vej andre steder. Kenyas højesteret besluttede i maj 2019 at fastholde en lov mod homoseksuel sex, der kan give op til 14 års fængsel.

Brunei besluttede, at de 10 års fængsel, som homoseksualitet hidtil kunne udløse i det sydøstasiatiske land, ikke var i tråd med landets ønske om sharialov – og indførte i stedet dødsstraf. Udviklingen i Brunei rummer dog også et eksempel på, at international fordømmelse og protester kan gøre en forskel.
I kølvandet på Bruneis udmelding om sharialov og dødsstraf til homoseksuelle (og i øvrigt også for utroskab og fødsel uden for ægteskabet) lagde FN pres på landet for at revidere loven, som blev kaldt “ond og umenneskelig”.
Også skuespilleren George Clooney, der flere gange før har taget teten som menneskerettighedsaktivist og er gift med menneskerettighedsadvokaten Amal Alamuddin, skrev et åbent brev til offentligheden med en liste over de hoteller, som sultanen af Brunei ejer, og opfordrede til boykot.

Samme måned som borgerne i Taiwan kunne fejre de nyvundne rettigheder for homoseksuelle, meldte Bruneis regering ud, at man i det mindste ville undlade henrettelser for homoseksualitet – indtil videre.
Et kig til Østeuropa viser også, at forandring er mulig selv de steder, hvor homofobi er rodfæstet dybt i samfundet, hvis nogen – vedholdende – arbejder for det. Ifølge Amnesty International gik kun 70 LGBTI-aktivister på gaden, da den første pride i Baltikum blev afholdt i 2005 i Letlands hovedstad, Riga.
De blev til gengæld mødt af over 2.000 moddemonstranter, og flere af pridens deltagere blev angrebet. 10 år senere var tallene vendt rundt, da mere end 5.000 mennesker deltog i priden i Riga – og modstanderne kun kunne mønstre cirka 40 moddemonstranter. Og da der sidste år blev afholdt Baltic Pride i Litauen, deltog over 10.000 mennesker i festen.

Den slags forandring kommer ikke af sig selv. I den mellemliggende periode havde lokale LGBTI-aktivister – ofte støttet af internationale aktivister og organisationer – stædigt kæmpet for deres ret til at være dem, de er, uden at blive mødt med fordømmelse og diskriminerende lovgivning.
Med livet som indsats og den samme vekslen mellem fremgang og tilbageskridt, som kendetegner kampen over hele verden. Få måneder efter sommerens pride-festligheder i Litauen blev den fremtrædende lokale LGBTI-organisation, Lithuanian Gay Leagues, udsat for flere brandattentater rettet mod både organisationens hovedkvarter og lederens private hjem.
 
Selv når vi i Danmark ofte fremhæver, at vi var den første nation i verden, der i 1989 gav homoseksuelle ret til at blive viet på de danske rådhuse (frisindet ramte i den sammenhæng først kirkerne i 2012), var det få år tidligere ikke en selvfølge, at Axel Lundahl-Madsen og Eigil Eskildsen den 1. oktober 1989 kunne sige ja til hinanden og til at træde ind i historien som verdens første homoseksuelle ægtepar.
Indtil starten af 1930’erne var sex mellem to af samme køn stadig en lovovertrædelse i Danmark, og i flere årtier var det en udbredt opfattelse herhjemme, at homoseksualitet ligefrem kunne smitte. Den stigmatisering, som mange homoseksuelle tidligere blev mødt med i Danmark (og i nogle miljøer stadig bliver), er i dag ofte virkeligheden for transkønnede. Men forandringens vinde blæser som bekendt altid, både herhjemme og ude i verden. Trods uhyrligheder som nyindført dødsstraf i Brunei og attentater mod aktivister mange steder på kloden, viser den globale udvikling, at man kan tage kvantespring for menneskerettighederne, når mennesker siger fra og viser vejen frem. Så kan du forandre verden? Det er der slet ingen tvivl om.


Sophie Jo Rytter er redaktør på nyhedsmediet Verdens Bedste Nyheder, som bringer positive nyheder fra verden som ofte ikke prioriteres af mainstreammedierne. Analysen er bragt første gang i Jyllands-Posten den 9. februar 2020. Den bringes hos ComingOut med forfatterens tilladelse.

K2_TAGS

Please publish modules in offcanvas position.