Kandidaterne fra 2018 fra højre mod venstre: 2nd Runner Up Anders Bendixen, 1st Runner Up Bjorn Dotzauer, Daniel Mortensen Jensen, Mr Gay Denmark 2018 Niels Jansen, Daniel Esmann og Tobias Klamer Petersen. Kandidaterne fra 2018 fra højre mod venstre: 2nd Runner Up Anders Bendixen, 1st Runner Up Bjorn Dotzauer, Daniel Mortensen Jensen, Mr Gay Denmark 2018 Niels Jansen, Daniel Esmann og Tobias Klamer Petersen. Foto: Mikael Costa / Mr Gay Denmark.

Bag om Mr Gay-konkurrencen

K2_WRITER_BY Brian Kjær Capkan / Nyheder / Onsdag, 05 Februar 2020 16:58

Hvordan kan Mr Gay-konkurrencen overgå resultatet fra 2018? Har den stadig sin berettigelse, og hvorfor blev den ikke afholdt i 2019?

Tilmeldingen er åben for interesserede til Mr Gay Denmark 2010, men hvordan kan vi overgå resultatet fra 2018, hvor Niels Jansen som den første transmand i verdenshistorien vandt en national konkurrencen af denne art? Ved Mr Gay Europe i Polen i august 2018 blev han tilmed nummer to, hvilket ifølge ham selv måske skyldtes, at han er elendig til bowling, som havde udgjort den sportslige udfordring. Uden en tur på bowlingbanen var en middelaldrende transmand fra Amager blevet Mr Gay Europe foran en håndfuld unge fyre med vaskebræt og et mere poleret udseende. Men andenpladsen kan også gøre det. Det er et mindeværdigt resultat.

”Aflyst” i 2019
2019-udgaven af Mr Gay Denmark endte i en uskøn aflysning. I en kommentar den 10. marts 2019 skriver Mikael Costa, der er producer på Mr Gay Denmark, at ”Den rigtige grund er, der var to i teamet, der kom ud for alvorlig sygdom. Da de begge havde en vigtig rolle i Mr Gay-projektet, kunne vi ikke gennemføre i år”.
Udover ”sygdom i teamet” var begejstringen ikke stor hos bestyrelsen i Rainbow Business Denmark, som ejer rettighederne til at afvikle den danske del af Mr Gay-konkurrencen. Flertallet ønskede ikke at fortsætte konkurrencen efter succesen i 2018.

Formandens projekt
Kun den daværende formand Carsten Volden bakkede op om Mikael Costas ønske om en konkurrence i 2019. Resten af bestyrelsen kunne ikke se Mikael Costa fortsætte i rollen som ”producer” efter flere tilfælde af samarbejdsproblemer i forbindelse med konkurrencen i 2018 og Niels Jansens deltagelse i Mr Gay Europe i Polen.
Modsætningerne i bestyrelsen resulterede blandt andet i, at daværende næstformand Niels Holm den 28. november 2018 forbød Out & About at skrive noget som helst om Mr Gay uden hans godkendelse. Det skete efter Mikael Costa den 23. november 2018 i en pressemeddelelse annoncerede afholdelse af Mr Gay Denmark finale lørdag den 25. maj 2019 på Regnbuepladsen. Det skete på et hjemmelavet brevpapir med både Mr Gay Denmark og Rainbow Business Denmarks logo på, og samme dag skrev Mr Gay Denmark på Facebook, at de var glade for at kunne meddele, at ejeren Rainbow Business Denmark havde godkendt afholdelsen af showet i 2019.
Der var bare ét problem.

Ikke godkendt af bestyrelsen
Bestyrelsen havde ikke godkendt hverken afholdelse af Mr Gay 2019 eller et finaleshow på Regnbuepladsen. Bestyrelsen pålagde herefter formand Carsten Volden at afslutte samarbejdet med Mikael Costa. Tidligt i 2019 blev der afholdt et møde mellem de to, som efterfølgende blev refereret af daværende næstformand Niels Holm på et redaktionsmøde i Out & About:
På mødet mellem Carsten Volden og Mikael Costa fremlagde Costa sine planer med så stor entusiasme, at Volden ikke fik et ben til jorden, endsige fik afbrudt samarbejdet.
En aktindsigt hos Københavns Kommune bekræfter, at Mikael Costa allerede den 3. september 2018 søgte om tilladelse til at afholde finalen på Regnbuepladsen lørdag den 25. maj i samarbejde med Oscar Bar Café.

Tiet ihjel
Efter mødet mellem Carsten Volden og Mikael Costa bliver der udadtil stille omkring Mr Gay Denmark 2019, og indtrykket er, at man fra bestyrelsen tier projektet ihjel.
Et par dage efter den planlagte finale bryder Out & About Niels Holms påbud om ikke at skrive om Mr Gay. I en artikel med overskriften ”Forvirring om Mr Gay 2019”, fortæller Mikael Costa, at konkurrencen i 2019 er aflyst på grund af sygdom, men at ”Vi har derfor flyttet det til næste år. Jeg har forsøgt at få et møde med Carsten (Carsten Volden, red.), hvor vi vender ny dato. Der har været stor travlhed, og dette møde har ikke været muligt.”

Costa havde en kandidat parat
Der behøver ikke finde en konkurrence sted for at finde Mr Gay Denmark. Som rettighedshaver til konkurrencen kan Rainbow Business Denmark selv udpege en titelbærer og sende vedkommende til Mr Gay Europe.
”Vi havde en kandidat, der kunne være den aktuelle vinder for 2019. Carsten har skrevet han ville tage en snak med ham, men jeg er 112% sikker på det ikke er sket”, fortalte Mikael Costa i maj til Out & About.
Og det havde han med al sandsynlighed ret i, for hverken Carsten Volden eller Niels Holm ville kommentere på sagen, og dermed var historien om Mr Gay Denmark 2019 lagt i graven.

2020 – og hvad så?
Men nu er vi fremme ved 2020, og formandsposten i Rainbow Business Denmark er skiftet fra Carsten Volden til Niels Holm. Dermed burde det være endegyldig slut for Mr Gay-konkurrencen i Danmark, da Niels Holm ikke har lagt skjul på, at han helst så konkurrencen aflivet.

Men det sker ikke. Mikael Costa har udsendt en pressemeddelelse om tilmelding til 2020-udgaven, og i en artikel i Out & About figurerer Niels Holm smilende på et foto sammen med Mikael Costa, så vi spurgte Niels hvad der har fået ham til at ændre holdning.
”Som du selv nævner, har jeg selv tidligere og stadigt stillet spørgsmålstegn ved, hvad vi skal med konkurrencen”, indleder Niels Holm sit svar.
”Jeg så gerne at konkurrencen kunne inkludere "hele regnbuen", men hvis vinderen skal kunne repræsentere Danmark i de internationale konkurrencer, bliver vi nødt til at holde os inden for de formater, som de internationale konkurrencer har. Det er her hvor jeg ser konkurrencens relevans, netop repræsentationen ved Mr Gay Europe, og Mr Gay World. Jeg synes det er vigtigt at vi sender en dansk repræsentant. Vi skal ikke langt uden for de danske grænser før LGBT+personers rettigheder og levevilkår er inhumane. Jeg mener, vi har en vis pligt til at være synlige ved de internationale konkurrencer. Hvis vi vil kalde os et foregangsland for LGBT+rettigheder, skal vi være synlige ude i verden. Vi ændrer intet ved at blive hjemme. I Danmark har vi ret til at blive hørt, men vi skal ikke langt væk før LGBT+personer stadig skal leve skjult”, forklarer Niels Holm sin holdning til Mr Gay-konkurrencen. Han uddyber med en kommentar om udviklingen i konceptet:
”Mr Gay har heldigvis udviklet sig fra en gammeldags skønhedskonkurrence til en konkurrence, hvor vi taler om værdier, normer og respekt for andre. Jeg håber, og ønsker, at vi med konkurrencen kan bidrage til diskussionen om hvordan vi bedst muligt kan respektere hinanden; og ikke mindst at plads til andre ikke betyder mindre plads til os selv.”

Hvad er Niels Jansens erfaringer?
Men hvad mener manden der i 2018 overraskede LGBTQ+verdenen – og ikke mindst sig selv – da han vandt titlen som Mr Gay Denmark? Vi bad Niels Jansen om en kort kommentar, men fik et langt velskrevet indlæg retur, hvor han åbent og ærligt fortæller om sin sejr, sine oplevelser og ikke mindst hvordan LGBTQ+miljøet ser ud fra hans synspunkt.

Et uddrag af Niels Jansens indlæg:
”Jeg kunne komme med meget kritik af det ideal for aktivisme man stiller op, som igen er noget der er umuligt for de fleste af leve op til. Og konkurrencen har mange underlige regler og den kommer ikke altid til sin ret. Men når der stadig er så meget galt i miljøet, når vi er så sindssygt dårlige til at anerkende hinanden, så er det for det første meget modigt at stille op og sige “det her er min drøm, det her er det behov jeg har”, og for det andet er det en god idé, at skabe rum hvor mænd der er til mænd, kan mødes og lære hinanden at kende og se ud over fordommene. Så vi kan lære at alle har noget at slås med og vi allesammen er sårbare, og har nogle steder der gør ondt. Jeg ved at konkurrencen oplevet udefra, ikke er specielt god til at menneskeliggøre deltagerne. Men oplevelsen indefra er anderledes. Det er den der gør at det er relevant”, fortæller Mr Gay Denmark 2018 Niels Jansen. Læs hele hans indlæg her.

Er DU den næste Mr Gay Denmark?
Den 1. februar åbnede Mr Gay op for tilmelding til årets konkurrence, og udover at have tid og lyst, skal du gennem forskellige del-konkurrencer. Det er lige fra et større projekt du skal udvikle, en præsentationsvideo, og eksamener i blandt andet LGBT-historie. Finalen finder sted den 23. maj.

Tilmeldingen er åben fra 1. februar til 31. marts 2020, og sker via Mr Gay Denmarks Facebookprofil. Send dem en besked, og du få et spørgeskema retur, som skal udfyldes.

Please publish modules in offcanvas position.