Mr Gay Denmark 2018 Niels Jansen. Mr Gay Denmark 2018 Niels Jansen. Foto: Pilu Ottosen / ComingOut.

Mr Gay-titlen ændrede mit liv

K2_WRITER_BY Niels Jansen, Mr Gay Denmark 2018 / Nyheder / Onsdag, 05 Februar 2020 16:50

I år bliver en ny Mr Gay Denmark-konkurrence afholdt og jeg skal give min titel videre. Men den er stadig min lidt endnu, og jeg er er blevet bedt om at udtale mig om konkurrencen. Er det stadig relevant at kåre en Mr Gay, eller er tiden løbet fra konceptet? Hvordan var min oplevelse? Og jeg kunne godt give nogle få linjer med et kort svar, men jeg kunne også benytte lejligheden og dele mine oplevelser og tanker her snart to år efter at jeg fik titlen.

Først lige noget historisk kontekst. Skønhedskonkurrencer (paegants) opstod i LGBT+miljøet i 1960’erne, og blev for alvor populære efter Stonewall. De var modelleret efter skønhedskonkurrencer for kvinder, og de mennesker der deltog, var drag queens. Fra at være noget der blev hold nede på den lokale bar hvor alle klædte sig ud, og havde det sjovt er det blevet en kæmpe industri, der har resulteret i en del af de queens vi nu ser i RuPaul’s Drag Race. Der er flere forskellige meget anerkendte pageants, nogle er kun for mænd i drag, andre opstod fordi transkvinder blev udelukket fra de første når de sprang ud og startede deres transition. Men de har alle det til fælles at det handler om drag.

Men hvordan opstod Mr Gay som koncept så? Det er faktisk ikke så nemt at finde ud af. De tidligste konkurrencer for mænd der ikke er i drag, fandt sted i lædermiljøet (fra 1979), og Mr Leather er stadig noget der bliver afholdt mange steder. International Mr Gay, der senere blev erstattet af Mr Gay World, startede i 2005. Mr Gay Europe opstod også i 2005. Mr Gay DK som var forløberen til Mr Gay Denmark, startede i 2001. Så selvom man har et indtryk af at det er et gammelt og støvet koncept, så er det altså mindre en 20 år gammelt.

Man kunne stille spørgsmålet: har tiden nogensinde været med Mr Gay konceptet? I starten handlede det om at finde en smuk mand og have en fest, hvorefter det hen over årene tog en mere politisk drejning, og det år jeg vandt, var det første gang i Danmark, at konkurrencen handlede om at finde en aktivistisk repræsentant for miljøet der havde noget på hjerte. Det har altid, på en eller anden måde handlet om at fejre os selv på. At repræsentere et ideal for hvordan man er en mand.

Jeg tror faktisk problemet med hele konceptet opstår fordi vi som miljø (og nu taler jeg udelukkende om mænd der er til mænd) ikke er særligt gode til at værdsætte hinanden. Vi er vildt gode til at kritisere, at skabe umulige idealer og sammenligne os selv med dem og få det skidt over hvor meget vi ikke passer ind i dem. Man er ikke ung nok, eller smuk nok, eller muskuløs nok eller intelligent nok, eller politisk aktiv nok. Hvis man spørger ud i miljøet hvordan den ideelle bøsse ser ud, så tror jeg at de allerfleste med det samme ved lige præcis hvordan vi skal beskrive ham. Vi ved godt hvem der er populære og hvem der ikke er. Er man i tvivl om ens plads i hierarkiet kan man bare åbne Grindr, Scruff, Tinder eller Boyfriend og se om der er nogen der skriver til en.

Jeg er ikke i tvivl om hvor mig plads i det hierarki er: jeg ligger i bunden. Jeg er transkønnet, og det er et stort minus, og så er jeg i øvrigt også "for gammel", og alt for meget uden for hvad der er “normalt”. Da jeg læste at Mr Gay Denmark søgte en aktivist, var min tanke: hvad ville der ske hvis det var mig der vandt? Hvordan ville miljøet tage imod at en transkønnet, og på mange måder temmelig excentrisk mand blev kåret som Mr Gay, som idealet for hvordan man er en mand og hvordan man er bøsse? Hvordan kunne jeg skabe en verden hvor jeg ikke var udenfor, men en naturlig del af bøssemiljøet? Hvor jeg bare var en mand blandt mænd?

Det var dét, der var, og er et af de punkter hvor jeg er mest sårbar. For man kan gå igennem sin transition og ved hjælp af hormoner og operationer få en krop man kan være i. En krop hvor man kan genkende sig selv i spejlet. Men man kan ikke være en del af bøssefællesskabet med mindre andre mænd anerkender den krop man har. Man kan ikke være bøsse og troppe op i saunaen eller fetichklubben eller på Amager Fælled, hvis man har en krop som de fleste mænd ikke anerkender som en mandekrop. En krop som de fleste mænd finder frastødende og ulækker og fremmed. For selvom der er mange andre aspekter af at være bøsse, så er det det seksuelle der er den eneste vi egentlig har tilfælles. Og bliver man holdt ude fra det, så er det ikke rigtigt noget fællesskab.

Heldigvis findes der steder i verden, hvor transmænd der er bøsser, er det på lige fod med alle andre. Jeg har været der, og det er en enorm følelse af frihed og lettelse. Men København var, og til dels er ikke et af de steder. Og det ville jeg gerne gøre noget ved. Jeg ville stille mig op og tage tævene for at komme med pointen: jeg ved godt at jeg ikke er idealet, men jeg er stadig en af jer. Jeg er præcis lige så meget bøsse som alle jer andre, og jeg har præcis lige som meget ret til at kæmpe for titlen Mr Gay som resten af jer.

Alle deltagere jeg har mødt i forbindelse med Mr Gay Denmark og Mr Gay Europe stiller op med cirka den samme drøm. Altså en drøm om inklusion i fællesskabet. Der er mænd der stiller op for at fortælle andre mænd, at de er gode nok som de er. At de ikke er alene. Der er mænd der stiller op for at skabe fællesskaber, som de selv har behov for eksisterer. Der er mænd der stiller op, fordi de gerne vil have venner eller en kæreste eller bare noget anerkendelse.

Alle mennesker i hele verden har brug for at blive anerkendt. Alle har brug for at høre, at de er gode nok, som de er. Men det er vi desværre ekstremt dårlige til at give hinanden. Vi har så svært ved kollektivt at sige fra overfor de idealer der er så umulige at leve op til.

Gennem min deltagelse lærte jeg virkelig mange forskellige mænd at kende. Der var de hiv-positive der stadig kæmper mod det enormt stigma, og den skam der følger med diagnosen. Der var dem der fik at vide, at de var smukke men dumme. Der var ham der var blev udsat for massive seksuelle overgreb som barn, og var fast besluttet på at fortælle verden, at det er okay at tale om, og at det er et skab, det også er vigtigt at springe ud af. Der var ham med den store kæft, og den hårde tone der var blevet tævet i hele sin barndom af sin far, men som brugte al energien og vreden på at hjælpe andre. Der var den smukke model, som viste at have det største og mest følsomme hjerte, men som aldrig blev set som andet end en krop. Der var dem der levede i et homofobisk land der blev mere homofobisk dag for dag, men som stadig stillede op, og var synlige. Det var alle mulige forskellige mænd fra alle mulige steder som alle på deres egen måde kæmpede for at blive set og hørt og gøre en forskel.

Og så var der mig. Som selvom jeg er transkønnet og neuroatypisk og psykisk sårbar og middelaldrende faktisk passede ind på en eller anden måde. For det var min oplevelse. At jeg for første gange sådan rigtigt var med i et fællesskab af mænd. Af bøsser. Ja, jeg gik ned med stress efter konkurrencen, fordi jeg havde presset mig selv alt for hårdt. Og blandt andet på grund af det magtede jeg ikke at holde fast på de venskaber der opstod. Men det var stadigvæk på alle måder en smuk oplevelse som jeg ikke ville have været foruden.

Og noget der også var smukt var al den anerkendelse jeg fik herhjemme. Det betød virkelig noget at så mange mente at jeg var den rigtige vinder. Jeg håber at det stadigvæk er tilfældet. Jeg blev syg og blev nødt til at fokusere på mit helbred, så jeg kunne ikke være til stede i medier eller på sociale medier. Jeg forsvandt, også for mig selv. Jeg har nu fået diagnosen ADHD og er på vej til at få diagnosen autisme. Til gengæld er diagnoserne depression og angst og stress forsvundet. Og jeg ved meget bedre hvorfor jeg er som jeg er, og præcis hvad det er for en aktivisme jeg kan kaste mig ud i, og hvad jeg skal holde mig fra, og hvornår jeg skal tage faresignalerne alvorligt og stoppe med det jeg er i gang med.

Så med alt det: synes jeg stadigt at Mr Gay konkurrencen er relevant i 2020? Ja, det gør jeg. Jeg kunne komme med meget kritisk af det ideal for aktivisme man stiller op, som igen er noget der er umuligt for de fleste af leve op til. Og konkurrencen har mange underlige regler, og den kommer ikke altid til sin ret. Men når der stadig er så meget galt i miljøet, når vi er så sindssygt dårlige til at anerkende hinanden, så er det for det første meget modigt at stille op og sige “det her er min drøm, det her er det behov jeg har”, og for det andet er det en god ide at skabe rum hvor mænd der er til mænd kan mødes, og lære hinanden at kende og se ud over fordommene. Så vi kan lære at alle har noget at slås med og vi allesammen er sårbare og har nogle steder der gør ondt. Jeg ved at konkurrencen oplevet udefra ikke er specielt god til at menneskeliggøre deltagerne. Men oplevelsen indefra er anderledes. Det er den der gør at det er relevant.

Og ja, jeg forsvandt, men jeg er her stadig, vendt tilbage i en ny og forbedret udgave. Med nye tanker og drømme og ting jeg vil forandre. Med en viden om at jeg aldrig kan gøre det alene, eller på samme måde som andre gør det. Men hvis vi møder hinanden der hvor vi er, så kan vi faktisk gøre en forskel. Det var en stor gave at være Mr Gay Denmark, og på en god dag bilder jeg mig ind, at det gjorde en forskel for andre end mig, at det var mig der blev valgt. Jeg håber at de nye der stiller op, får en god oplevelse og også ender med en fornemmelse af, at have fået den anerkendelse de har brug for. Og jeg håber at vi ses ude på barrikaderne en dag, der er masser at tage fat på.

Kærlig hilsen

Niels Jansen, Mr Gay Denmark 2018

LÆS OGSÅ: Bag om Mr Gay-konkurrencen

Please publish modules in offcanvas position.