Izzy G og RuPaul Charles om AJ og Ruby Red der langsomt finder hinanden på en drag-turné tværs over USA. Izzy G og RuPaul Charles om AJ og Ruby Red der langsomt finder hinanden på en drag-turné tværs over USA. Foto: PR.

RuPaul overstråles af ungt talent i sin egen serie

K2_WRITER_BY Brian Kjær Capkan / Gå ikke glip af / Lørdag, 11 Januar 2020 01:49

RuPaul er tilbage på Netflix med sin egen serie ’AJ and the Queen’ og den aldrende drag queen får kamp til stregen af sin talentfulde medspiller Izzy G.

Efter en lang karriere er den aldrende drag queen Ruby Red (spillet af RuPaul Charles) træt af New Yorks snaskede natklubber. Nu vil hun åbne sin egen glitrende klub for de 100.000 dollars, hun møjsommeligt har skrabet sammen gennem karrieren. Men hendes hotte kæreste Hector stikker af med pengene, og oven i sorgen over tabet af både kæreste og formue, får Ruby Red sine sidste kontanter stjålet af den uvorne 11-årige AJ fra ejendommen. Alt synes tabt, og en fortvivlet Ruby Red har mødt sit Waterloo.

En sidste mulighed for at skrabe lidt penge sammen er en turné tværs gennem USA. Meget belejligt er Ruby Red den stolte ejer af en gammel autocamper, og hurtigt fyldes den med kjoler, parykker og alt en erfaren drag queen har brug for, inklusive en komplet samling VHS-bånd med Oprahs gamle shows.
Småsnøftende drager Ruby Red afsted, men minsandten om ikke den tyvagtige AJ har gemt sig i autocamperen, hvilket Ruby Red først opdager da det er for sent. AJ er med sin prostituerede mor smidt ud af deres lejlighed. AJs forhold til moderen er et tema gennem hele serien.

Ruby Red og AJ bruger en del afsnit på at finde hinanden, og der er fine øjeblikke, hvor serien rammer en nerve. Den unge Izzy G er eminent i rollen som den vrede og sårede AJ, som har oplevet et af de største svigt, et barn kan udsættes for.
Der er også masser er sjove scener i filmen, og glæden er ofte stor, når man spotter nogle af de 22 andre drag-performere fra RuPaul’s Drag Race, som er med i serien, når Ruby Red skal give sine shows i smalltown America. Her mister serien måske lidt troværdighed, som når Ruby Red optræder ved en miss wet t-shirt-konkurrence i en klassisk gammel bar på landet i Ohio, og bliver klappet ud af de lokale, efter at være blevet afsløret som en mand. Det er næsten for sukkersødt, da Ruby Red efterfølgende forklarer AJ, at mennesker jo er forskellige, og slet ikke så slemme. Der kunne serien have svunget pisken over dagens USA under Trump, hvor alt absolut ikke er lyserødt for LGBTQ+miljøet.

Sådan går det tværs gennem USA med en hævngerrig Hector i hælene, som vil hævne, at Ruby Red har meldt han tyveri til politiet. De enkelte afsnits handlinger bindes sammen af lærdom til de unge RuPaul-fans. Med AJ som stand in opdrages de/vi, og belæres om fortidens store navne som Diana Ross, Cher osv. Det måske mest ægte øjeblik i serien er scenen hvor AJ spørger Ryby Red ”Who is Diana Ross?” Reaktionen er ikke skuespil. Den er ægte chok udtryk i et hvæsende ”How dare you?!”

RuPaul giver naturligvis prøver på sit talent, og hvis man kun kender verdens mest kendte drag queen som dommer i sit eget show, så bliver man positivt overrasket. I RuPaul’s Drag Race er det yderst sjældent, at stjernen selv går på scenen, og vi ser hende enten som afslappet mandlig udgave, eller en noget stram og lettere kejtet drag, der næsten ikke kan bevæge mimik og krop i sit stramme kostume og make up.

I AJ and the Queen giver RuPaul i karakteren Ruby Red den fuld skrue med klassiske hits, og det løfter absolut den del af serien.

Den ti-årige AJ spillet af Izzy G skal fremhæves for sit skuespil, der ofte overstråler RuPaul. Du kan se traileren til serien herunder.

Anmeldelsen er skrevet ud fra seriens fem første af i alt ti afsnit, som alle kan ses på Netflix.

Medie

AJ and the Queen | Official Trailer | Netflix Netflix

Please publish modules in offcanvas position.